Institut for Menneskerettigheder repræsenterede A under sagen ved Ligebehandlingsnævnet.

I den konkrete sag fødte A i 2012 sit tredje barn ved et planlagt kejsersnit. A blev i 2021 opereret for prolaps, men det blev ultimo 2023 konstateret, at hun fortsat led af prolaps. Hun anmeldte herefter til forsikringsselskabet F, hvor hun havde ulykkesforsikring, at hun efter fødslen i 2012 havde haft problemer med at komme af med sin afføring. Hun var opereret for rectocele, men uden at dette havde løst problemet. Hun ønskede derfor skaden dækket af ulykkesforsikringen.

F afviste at ydeforsikringsdækning, idet man gjorde gældende, at A ikke havde løftet bevisbyrden for, at A havde været udsat for et dækningsberettiget ulykkestilfælde.

I forsikringsbetingelserne blev et ulykkestilfælde defineret som "en pludselig hændelse, der forårsager personskade".

Sagen blev indbragt for såvel Ligebehandlingsnævnet som Ankenævnet for Forsikring.

Ankenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere, at F havde afvist den anmeldte skade. I kendelsen af 12. juni 2024 lagde Ankenævnet vægt på, at det fremgik af fødselsjournalen, at sikrede fik veer fra kl. 13.55, og at barnet blev forløst ved kejsersnit kl.22.40. Ve-fasen kunne ikke anses som en hændelse/initialpåvirkning, som opfyldte kravet om at være sket pludseligt.

Under sagen for Ligebehandlingsnævnet henviste Instituttet bl.a. til nævnets kendelse i sag nr. 9239 af 20. marts 2024, hvor man lagde vægt på, at forsikringsselskabets henvisning til, at skaden skete efter en langvarig belastning, måtte anses som en henvisning til sikredes graviditet og fødsel. På den baggrund fandt Ligebehandlingsnævnet, at sikrede havde påvist faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at hun var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

I A's sag fandt Instituttet, at F's henvisning til de lægelige sagsakter måtte anses som en henvisning til, at sikredes lange ve-faser ikke udgjorde en pludselig hændelse. Under henvisning til Ligebehandlingsnævnets kendelse nr. 9239 fandt Instituttet, at F's begrundelse måtte anses for at være en henvisning tilsikredes graviditet og fødsel. Derfor forelå der faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at sikrede havde været udsat for forskelsbehandling på grund af køn. Og dermed havde F bevisbyrden for, at der ikke forelå diskrimination i strid med ligestillingsloven.

Instituttet bemærkede afslutningsvis.

"Klager bemærker helt overordnet, at det ikke kan udelukkes, at en sag, som vurderes at være i overensstemmelse medforsikringsaftalen i Ankenævnet for Forsikring, samtidig vil kunne vurderes at være i strid med ligestillingsloven i Ligebehandlingsnævnet.

Dette måtte vel anses som en "opfordring" til, at Ligebehandlingsnævnet ikke lod sig påvirke af, om forsikringsselskabets sagsbehandling havde været korrekt set fra den forsikringsretlige vinkel.

F redegjorde for, at det var udtryk for en helt korrekt og sædvanlig forsikringsretlig behandling af sagen, når F havde vurderet, at sikrede ikke havde løftet bevisbyrden for, at skaden var forårsaget af en pludselig hændelse.

F argumenterede imod Instituttets påstand om, at der forelå sådanne faktiske omstændigheder, at der var anledning til at formode, at sikrede havde været udsat for forskelsbehandling på grund af køn. I den forbindelse anførte F bl.a.:

"Det er følger af ligestillingsreglerne, at indklagede er forpligtet til ikke at behandle kvinder ringere ved vurderingen af skader, der skyldes graviditet og fødsel, vedsammenligning med en person af andet køn i en tilsvarende situation. Ved en tilsvarende situation må der i en sag som den foreliggende sammenlignes medtilsvarende fysiske skader, som ikke er opstået i forbindelse med fødsel, med det formål at sikre, at skader behandles lige.

Ligestillingsreglerne indebærer således ikke, at indklagede skal fravige sine forsikringsbetingelser alene som en følge af, at skaden er indtrådt i forbindelse med graviditet og fødsel.

Indklagede er derfor berettiget til at anvende forsikringsaftalens dækningsbetingelser og-undtagelser, uanset om den konkrete skade er indtruffet i forbindelse med en fødsel eller på anden måde. Dette gælder også anvendelse af definitionen af begrebet ulykkestilfælde.

Ligestillingsreglerne afskærer således ikke et forsikringsselskab fra at fastsætte generelle vilkår for ulykkesforsikringer, der begrænser forsikringsdækningen i særlige situationer, under den forudsætning at begrænsningen ikke indebærer en forskellig dækning for mænd og kvinder.

Fastsættes der i en ulykkesforsikring vilkår, der nærmere definerer, hvornår dækning opnås, vil sådanne generelle vilkår derfor ikke kunne tilsidesættes, uanset om det får den betydning, at der i særlige konkrete situationer ikke kan opnås dækning for en kvinde i forbindelse med fødsel – eller en mand i særlige situationer ikke kan opnå dækning.

Det har således ingen betydning for dækningen, om den pågældende hændelse er indtrådt undergraviditet, fødsel, sportsudøvelse eller havearbejde. En kvinde er både undergraviditet og i forbindelse med fødsel dækket af en ulykkesforsikring på nøjagtig samme vilkår, som enhver anden sikret vil være."

F anførte endvidere, at det generelt er anerkendt og accepteret i forsikringsretten, at forsikringsselskaber har en legitim interesse i – og er berettiget til – at begrænse dækningens omfang. Dette sker dels ved definitionen af, hvad der anses som en dækningsberettiget skade, dels gennem dækningsbegrænsninger og -undtagelser i forsikringsaftalen.

Det er selvsagt en forudsætning, at begrænsningen ikke indebærer en forskellig dækning for mænd og kvinder.

Den forsikringsretlige vurdering af A's sag hvilede på en individuel og konkret vurdering, ganske som vurderingen af enhver anden skade, der anmeldes under ulykkesforsikringen.

I denne sag var den forsikringsretlige forudsætning om, at skaden skyldtes en pludselig hændelse, ikke opfyldt. Uanset om sikrede er en mand eller kvinde, vil en skade, der er anmeldt til ulykkesforsikringen, blive afvist, når sikrede ikke kan godtgøre, hvilken konkret pludselig hændelse der har forårsaget skaden.

Endelig henviste F til, at det er fastslået af Ankenævnet for Forsikring, at vurderingen af, hvorvidt der foreligger en "pludselig hændelse" i forsikringsretlig forstand, er en kønsneutral vurdering – og at vurderingen altså skal foretages uafhængig af den tilskadekomnes køn.

Sagen er nu afgjort af Ligebehandlingsnævnet ved afgørelse af 11. august 2025.

Ligebehandlingsnævnet bemærkede indledningsvis, at nævnet var kompetent til at behandle sagen i relation til ligestillingsloven, uanset at sagen også blev behandlet af Ankenævnet. Det var da også ubestridt mellem parterne.

I præmisserne givernævnet en definition af begreberne "direkte forskelsbehandling" og "indirekte forskelsbehandling" i ligestillingslovens forstand. Herefter udtaler Ligebehandlingsnævnet:

"Den 28. februar 2023 afslog indklagede at anerkende skaden. Indklagede begrundede afslaget med, at indklagede ikke i de lægelige akter fandt dokumentation for, at der var sket et ulykkestilfælde, som var årsag til klagers gener.

Indklagede fastholdt sit afslag den 31. marts 2023. Indklagede begrundede afslaget med, at de lægelige akter ikke indeholdt oplysninger om et ulykkestilfælde i form af en pludselig hændelse, og at der i klagers beskrivelse heller ikke var beskrevet, hvad der kunne betragtes som etlykkestilfælde.

Nævnet vurderer, at klager ikke med det oplyste har påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn.

Nævnet har lagt vægt på, at indklagede begrundede afslaget med, at der ikke i klagers beskrivelse eller i klagers lægelige oplysninger var oplysninger om, at klagers skade var opstået som følge af en ulykke omfattet af ulykkesforsikringen.

Klager får derfor ikkemedhold i klagen."

Der er naturligvis tale om en konkret sag, og F havde da også redegjort grundigt for, hvorfor der ikke forelå oplysninger om en pludselig hændelse som skadesårsag. Det må dog antages, at afgørelsen også har mere generel interesse i disse sager om fødselsskader.

Ligebehandlingsnævnet lægger vægt på, at F begrundede afslaget med, at der ikke i de lægelige akter var dokumentation for, at der var sket et ulykkestilfælde, som var årsag til klagers gener. Sikrede havde altså ikke løftet bevisbyrden for, at skaden var forårsaget af en pludselig hændelse i forsikringsretlig forstand.

Ligebehandlingsnævnets begrundelse i de ovenfor citerede præmisser viser for det første, at det er vigtigt, at selskabet i afslaget giver en saglig begrundelse for, at sikrede ikke har godtgjort, at skaden var forvoldt af sådanne omstændigheder, der kan anses som en pludselig hændelse.

Afgørelsen viser dermed også, at sikrede har bevisbyrden for, at der foreligger en ulykke i forsikringsaftalens forstand (helt i overensstemmelse med fast praksis fra Ankenævnet for Forsikring).

Men det er vel særlig interessant, at Ligebehandlingsnævnet tilsyneladende ikke godtager Instituttets argumentation om, at selskabets henvisning til de lægelige sagsakter, der bl.a. omtaler en lang ve-fase, i sig selv kan anses for en "henvisning til klagers graviditet og fødsel", og at der derfor skulle foreligge faktiske omstændigheder, som gav anledning til at formode, at sikrede havde været udsatfor forskelsbehandling på grund af køn.

Da Ligebehandlingsnævnet ikke delte denne antagelse, var der herefter ikke tale om en situation, hvor bevisbyrden vendte, således at det var F, der skulle bevise, at der ikke var sket kønsmæssig diskrimination.

Der foreligger på nuværende tidspunkt ikke oplysning om, hvorvidt Instituttet accepterer Ligebehandlingsnævnets kendelse, eller om sagen skal indbringes for domstolene.

F var under sagen ved Ligebehandlingsnævnet repræsenteret af advokat Michael S. Wiisbye.

Jeg står naturligvis gerne til rådighed, såfremt der måtte være spørgsmål til afgørelsen.